BangkokMadPå rejsen

Bangkoks uimodståelige street food

Street food i Bangkok

Bangkoks street food skal spises ved madboderne nede ad små sidegader, på de lokale markeder og i de små restauranter, der for nogles vedkommende er hundrede år gamle, for der er her, du finder den lækreste street food, der smager, som du aldrig har smagt den før.

Mange rejsende tror, at Bangkoks street food består af pad thai, bananpandekager og måske en rød curry-ret, hvis det går vildt for sig. Men Bangkok er intet mindre end et overflødighedshorn af skønne retter, der ofte tilberedes for øjnene af dig. Og så er det utroligt billigt – vi betaler cirka 25-100 baht, altså 5-20 kr. for et måltid mad.

Tilberedningen af street food i Bangkok
Om det er på en lille vogn med grill, i en wok eller suppegryde, eller man er ude i en mere fast køkkeninstallation, så er det helt sikkert, at maden tilberedes på en sådan måde, at den dybsteges ved høje temperaturer eller koges så godt igennem, at alle bakterier forsvinder.

Og derfor mener vi, at hvis du så vidt muligt vil undgå at blive syg på din rejse til Bangkok, så er street food vejen frem.

Dog gælder det samme naturligvis ikke, når du spiser friske salater. Så hvis du let får dårlig mave, når du er ude at rejse, kan det være, at du skal springe dem over.

Pad Thai som street food i Bangkok

Street food’en i Bangkok er meget varieret, og ikke to kokke eller kogekoner laver retterne ens. Bangkoks gadekøkkener er lidt en madmæssig smeltedigel, inspireret af madtraditioner fra hele Thailand og fra mange andre asiatiske lande; blandt andet ses den asiatiske inspiration i supper med kinesisk forbillede og forårsruller med rødder i Vietnam.

At spise ved madboder i Bangkok
Ved nogen madboder laves der kun én ret, mens du kan købe flere forskellige retter ved andre boder og i de små gaderestauranter.

Typisk er det sådan, at der står små plastiskstole og -borde ved madboderne, hvor du kan sidde og spise din mad.
På bordene er der placeret små skåle eller en lille holder med gennemsigtige bøtter, hvori der er tørret chilipulver, chili i olie, fiskesauce, hakkede peanuts og måske også sukker – og nogle steder også friske krydderurter. Det står der til fri afbenyttelse, så de spisende kan krydre deres mad, som de vil.

Bestik ved street food sted i Bangkok

Skeer og spisepinde ved street food sted i Bangkok

Desuden er det også her, du finder bestik, som består af spisepinde og en lille ske – hvis der er gafler, skal du lige huske på, at det ikke god skik at putte gaflen i munden, brug den i stedet for til at skovle mad op på skeen, som du kan spise med. Hvis du får sticky rice, skal du spise dem med fingrene (husk håndspritten først!).
Tag en lille håndfuld sticky rice op med fingrene og rul dem sammen til en fast kugle, som du så dypper i den sauce eller ret, du har bestilt, og putter den derefter i munden.

Nogle steder står der kander med vand eller juice på bordene, men da vi ikke er sikre på, at det er lavet med vand fra flaske, drikker vi ikke af det. Ofte kan du i stedet for købe drikkevarer ved spisestedet, men det er alligevel også sådan, at du langt de fleste steder gerne må tage en juice, cola eller flaske vand med, som du har købt et andet sted.

Bare husk at få noget at drikke til din mad, for meget af den thailandsk mad er STÆRK!

Hvordan bestiller du ved en madbod?
Som de hardcore street food-spisere, vi er, har vi smagt mangt og meget mad. Og selvom vi ind imellem render ind i en ret med ingredienser, som vi kun kan gisne om, hvad er, eller som ikke smager så fantastisk, så har vi dog aldrig fået serveret noget, som vi decideret ikke kunne lide. Og det synes vi er en ret væsentlig detalje.

Når du skal bestille street food ved en madbod i Bangkok, skal du altid starte med at hilse på sælgeren/kokken.
Du sætter dine håndflader sammen, med dine fingre pegende opad, og for at sige god dag på thai, siger kvinder: “Sawadee ka” og mænd siger: “Sawadee krap” (der er mange måder at udtale det sidste ord på for mænd, fx “kap, krap, khrup, cup” etc.).
For at sige tak, siger du som kvinde: “Kop khun ka” og som mand: “Kop khun krap”.

For nybegynderen
Hvis du er nybegynder ved Bangkoks madboder og ikke er så eventyrlysten, som vi er, så kan du jo starte et sted, hvor du ved, at kokken kan tale engelsk, så du kan spørge, hvis der er noget, du gerne vil vide.

Køb mad et sted, hvor du kan se, der allerede sidder mange og spiser, eller hvor der er andre, der står og bestiller.

Spis hvor andre også spiser street food i Bangkok

Du kan pege på den mad, du gerne vil købe, hvis sælgeren ikke taler engelsk. Ofte er der billeder med den eller de retter, der tilberedes ved madboderne. Fang kokkens opmærksomhed, og peg så på den ret, du gerne vil have; hvis du kender navnet på retten, så kan du jo også sige det.

En god begynderret er faktisk pad thai, som jeg nævnte ovenover, for det er en enkel nudelret, der smager skønt, den er ikke stærk (medmindre du hælder en spiseskefuld chili over), og så er den utroligt billig.

Du kan også købe et træspyd med marinerede kyllingestykker hos en gadesælger med trækulsgrill. Igen, bare peg på det, du gerne vil købe, og vis med fingrene, hvor mange du vil have. Og bare rolig, kyllingen skal nok blive gennemstegt, selvom den blot ligger på grillen i nogle minutter.

Tag den med ro, og prøv dig frem – både dig og sælgeren i madboden vil gerne have, at du får købt noget godt, så med fælles hjælp skal det nok lykkes.

Vores street food-vaner
Vi spiser street food flere gange dagligt, når vi er i Bangkok – ja, det gør vi i det hele taget, når vi er steder, hvor der er street food. Det er den slags mad, vi foretrækker nærmest hver gang, vi skal spise; og i Bangkok er der også glimrende muligheder for at snacke lidt med blandt andet frisk frugt, kyllingespyd eller nogle af de mere lokale småretter, når du bliver småsulten i løbet af dagen.

Maria spiser street food i Bangkok

Vi bruger ofte nogle dage, hvor maden er i fokus. Så går vi rundt og spiser lidt her og der, og på den måde får vi smagt på mange forskellige street food-lækkerier.

Jo mere vi er i Bangkok, jo mere åbner byen sig for os – så hver gang vi har været der, kommer vi hjem med nye street food-favoritsteder.

Steder vi ofte spiser i Bangkok
* Tanao Road og gaderne derved er blevet vores nye yndligsområde med street food i Bangkok. Tanao Road ligger ikke så langt fra Grand Palace og tæt på backpacker-området ved Khao San Road.
* Bangkoks China Town, hvor maden naturligvis er meget kinesisk inspireret.
* Wang Lang-markedet på “den anden side” af Chao Praya-floden, der er fyldt med gode lokale restauranter og små madboder.
* Ved Santichaiprakan-parken nord for Khao San Road.
* Og endelig spiser vi også ofte ved madbodsområdet forenden af Soi Rambuttri, der ligger i Khao San-området i bydelen Banglamphu.

Hvad spiser vi så, når vi spiser street food i Bangkok?
Her er en oversigt med 20 af de retter, som vi ofte spiser, når vi er i Bangkok. Nudelretten pad thai er ikke nævnt på listen, selvom det er en af de retter, vi spiser allermest, men vi vil nemlig gerne vise jer 20 alternative retter til at spise den nærmest altid tilgængelige pad thai.

Prøv noget nyt, lev livet og velbekomme!

Større måltider
* Larb (Kenneths favoritret) også kaldet “laap” – En (virkelig) stærk ret med fint skåret kød, der får en frisk syrlighed af limesaft og krydderurter, ofte mynte. Køb gerne sticky rice som tilbehør (se billedet).

* Morning Glory – En enkel, meget kendt og ofte vegetarisk ret lavet med blade fra vandspinat, som steges, så flammerne står op fra wokken (se billedet).

Larb og morning glory som street food i Bangkok

* Joak – En risgrød, som smager meget bedre, end den ser ud. I grøden ligger der små, fine kødboller, og du får tilbehør af frisk ingefær, forårsløg og fiskesauce med dertil.

* Stegt kylling / Gai Thod – Ved “Gai Yang Boran” på Tanao Road fås en lækker stegt kylling. Du får et fad med småt parteret, marinerede kyllingstykker, der har en let stærk smag på den gode måde. Marinaden gør kyllingen sprød. Som tilbehør får du friturestegte hvidløg, chili og limeblade, der fuldender oplevelsen. Portionen er ret lille, hvis den er til et aftensmåltid, så hvis I er flere, der spiser sammen, kan I købe lidt forskellige retter og dele dem med hinanden.

* Tom Yam Kung, også kaldet Tom Yum-suppe – En (meget) stærk suppe kogt på blandt andet rejeskaller, galangarod, citrongræs og limeblade. Man får suppen serveret gloende varm med tigerrejer, champignoner og korianderblade i – og nej, du skal ikke spise de små dele af limeblade, galanga og citrongræs, som ligger i bunden af skålen; de er der bare som smagsgivere.

Nudelsuppe som street food i Bangkok

Blækspruttesalat som street food i Bangkok

* Nudelsuppe / Kuaytiaw – En af de retter, vi har spist flest gange i Bangkok, og i alle mulige varianter. Du kan købe nudelsuppe i hele Bangkok. Du får en skål med krydret (ikke thai-stærk), langtidskogt suppe, hvori der er nudler, krydderurter, forårsløg el. lign, og forskellige stykker kød – der kan være hjerte, lever eller forskellige slags kødboller af ukendt oprindelse i, men de smager skønt (billede nummer 1 herover).

* Blækspruttesalat / Yam Pla Muek – Igen en frisk salat, og som er pænt stærk. Det er en meget smagfuld og let ret, som nogle gange indeholder glasnudler. Vi kan rigtig godt lide blæksprutter, som heldigvis bruges meget i thailandsk mad (billede nummer 2).

* Papaja salat / Som Tam – Papajasalater er lette retter, som fås i rigtig mange varianter. Salaten består af helt finsnittet papaja, der blandes med små tørrede rejer, løg, peanuts, grønne bønner og krydderurter i en stor morter, og derover hældes en let sauce af limesaft, chili, fiskesauce og lidt sukker. Der kommes fisk eller andet kød eller forskellige grøntsager og urter i. Papajasalat er en dejlig frisk ret med en god balance mellem det salte (fra rejerne), det syrlige (fra papajaen og saucen) og det stærke (fra chilien).

* Bananblomst- og kyllingesalat / Yam Hua Pli (Marias favorit) – En syrlig og stærk ret med en svag smag af kokosmælk. Hvis du kan finde denne salat på et menukort, må du endelig prøve den.

* Grillet kødsalat / Naam Tok Nuea – Denne ret minder en del om Larb, men den er knap så stærk, og så er kødet skåret i større stykker, end det er i larb. Naam Tok Nuea er let kødsalat med syrlig sauce, løg og friske krydderurter, og vi spiser altid sticky rice til. Du kan få retten med enten oksekød eller svinekød – og måske også med kylling?

Snacks og småretter
* Frisk frugt og frugtstykker – som ananas og vandmelon, jackfrugt, rambutaner og små og søde bananer. Spis altid frugt, som har en skrald, for så er der størst sandsynlighed for, at den indvendige frugt, altså den del du spiser, ikke været i kontakt med bakteriefyldt vandhanevand.

* Kyllingelår og kyllingespyd / Satay Gai – Panerede kyllingelår fra grill er en fin snack, og det samme er de marinerede kyllinge spyd – og så koster et lår eller et spyd kun 2-6 kr.

* Grillet pølse / Sai Krok – Det lyder måske ikke som noget særligt, men det er det. Selvom pølserne kan være lidt fede, er de med deres uventede nudelfyld rigtig gode og dertil kommer, at den fine snert af chili gør dem lettere.

* Fiskekager / Thod Man Pla – Små, krydrede fiskekager, som minder om fiskefrikadeller bare flade og med friske krydderurter, citrongræs og andre herligheder, kan fås alle mulige steder i Bangkok.

* Kokoskager / Khanom Khlok – De ligner æbleskiver, de små, runde khanom khlok’er, og de steges også i en pande, der til forveksling ligner en æbleskivepande. Men dejen er blandt andet lavet af kokoscreme, og i stedet for, at der er et stykke æble i, er der blækspruttestykker, rejer, majs, forårsløg eller andet spændende kød eller grøntsager i. Khanom Khlok er en fin lille snack, der serveres i en bakke med et lille bæger dressing til, og selvfølgelig spises de med spisepinde.

* Grillet tørret blæksprutte / Pla Muek Yang – Den lokale delikatesse, grillet tørret blæksprutte, kan virke lidt afskrækkende på dig, der ikke er den store mad-eventyrer, men det er faktisk en god om end lidt sej snack. Den tørrede blæksprutte grilles først på en lille trækulsgrill, hvorefter den køres igennem en presse, så den bliver meget lang og tynd. Derpå rulles den sammen til et rør, og du får den serveret med en chili- og jordnøddesauce, der sammen med blæksprutten skaber en god balance imellem det salte (blæksprutten er i sig selv meget salt) og det stærke (se det første billede herunder).

Tørret blæksprutte som street food i Bangkok

Thai donuts som street food i Bangkok

Et par små, søde sager
* Thai donuts / Pah Thong Koh – Dybtstegte kager, der meget minder om donuts. De er rigtig gode, også selvom det kan være svært at få spist alle kagerne, som man køber samlet i en bakke med 5-6 stykker. Det thailandske navn for kagerne, “Pah Thonk Koh”, hentyder til, at kagerne er svære at hive fra hinanden – ligesom et nyforelsket kærestepar (se det nederste billede herover).

* Små kokospandekager med salt, stærkt og sødt fyld / Khanom Buang – Som med andre eksempler fra det thailandske køkken, så ligner de små pandekager søde desserter, men det er de ikke. Pandekagerne er sprøde og fyldet smager fantastisk, men hvor du tror, det kun smager sødt, så dukker der uventet ingefær og frisk koriander op sammen med kokoscremen. Der kan også være andet fyld i pandekagerne, end det jeg har nævnt her, og jeg synes, det alt sammen er dejligt. Du køber ofte en bakke med 4-6 pandekager, hvor der er forskelligt fyld i.

* Sticky rice med mango og kokosnøddesauce – Khao Niaw Mamuang – En typisk gademadsdessert, som kan købes rigtig mange steder i Bangkok. Det er en fin ret med den søde, friske mango ovenpå klisterrisene, som toppes med en sød kokossauce, som virkelig er prikken over i’et.

* Kokosnøddeis – Første gang jeg smagte kokosnøddeis var i China Town for 10 år siden, og jeg kan stadig sagtens huske, hvordan det smagte. Du får isen serveret i en hel kokosnød (altså med grøn skræl på og ikke kun den indre, brune del, som vi kender fra forretningerne herhjemme), og så spiser du med en ske derfra. Det er en let mælke/fløde-agtig is lavet på kokosmælk, og den meget fin på en steghed dag i Bangkok.

3 comments

  1. Det er da bestemt en artikel man bliver sulten af at læse. Jeg tror jeg holder en pause og laver et raid på køleskabet.

  2. En rigtig god artikel. Vi har hidtil altid undgået street-food, når vi var ude at rejse. Det så jo ellers spændende ud, men vi havde ikke lyst til at skulle ødelægge rejsen pga. dårlig mad. Men denne artikel giver rigtig god info om at det vist ikke er så slemt alligevel.

    Venlig hilsen Rikke

    1. Jeg planlægger at skrive en uddybende artikel, om hvordan man sikrer sig, at man ikke bliver syg af gademad.
      Det er noget der optager mange, og det var også en overvindelse for mig selv at gå all-in med street food.
      Bangkok er et godt sted at starte med street food – det kan I læse om i artiklen “Bangkoks uimodståelige street food“.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


97 Shares
Share97
Tweet
Pin
+1