På rejsenSlow travel

Besøg kirker, moskéer og andre religiøse steder – og tag toppen af rejsefarten

Når jeg er ude at rejse, bruger jeg altid en hel del tid på at besøge religiøse steder som kirker, moskéer, buddhistiske templer og lignende religiøse steder. Jeg holder af stedernes skønhed og historie – og så den dejlig ro, der sætter mit rejsetempo ned.

Jeg har altid været nysgerrig på verdens forskellige religioner, og jeg synes, at de alle sammen har gode budskaber, som medmenneskelighed og næstekærlighed og selvfølgelig de praktiske regler, som at man ikke må stjæle og slå ihjel.

Desuden holder jeg meget af alt det smukke, som også hører religionerne til. Store ceremonier med røgelse, blomster og glæde er altid utroligt spændende at overvære. Jeg har ofte oplevet at blive inviteret til at deltage i festivitassen, når jeg som besøgende kommer forbi en ceremoni og bare lige skal se, hvad der sker.
”Velkommen, kom ind og vær med,” lyder det, og pludselig er jeg blevet velsignet med vievand, med farverigt pulver eller med et venligt nik fra en hellig mand.

Kirkelig ceremoni i Vilnius, Litauen

Om at besøge og komme ned i tempo i en religiøs bygning

Du er meget velkommen til at gå ind og bruge tid i de religiøse bygninger, uanset hvor du er i verden, og uanset hvilken religion bygningen tilhører.
Alle steder er man glade for at få besøg af interessede gæster, og alle vil naturligvis gerne vise dig det, som de er stolt over, og som de værdsætter højt.

Religiøse bygninger er meget vigtige steder med ro og muligheder for at finde ind til en fordybelse og inderlighed. Her får de troende håb og tro på en bedre verden, tro på deres gud (eller guder) og på en større kraft, der beskytter dem og sørger for at give dem et godt liv – muligvis først efter døden.

Udover al skønheden, som du kan bruge lang tid på at se disse steder, kan du også bruge noget tid på at komme ned i tempo.
Jeg gør meget det, at jeg finder en stille plads på en bænk eller på gulvet bagerst i bygningen. Jeg sidder og har fokus på at trække vejret langsomt og roligt, og jeg ligesom suge bygningens stilhed og stemning ind.
Jeg lukker øjnene og forsøger ikke at tænke på noget konkret – jeg lader tankerne flyde, som de selv vil, og lader være med at forholde mig til nogen af dem.

Maria Erica Jensen ved tempel i New Delhi

Lys i kirke i Sydeuropa - Globetrotters

Du kan også sagtens komme ned i tempo ved blot at gå langsomt rundt i stilhed og suge til dig af indtryk. Der er meget at se på af billeder, lys og hellige herligheder. Giv dig god tid, og hav ikke travlt med at komme videre – sådan nogle øjeblikke kan i sig selv tage toppen af farten og travlheden på din rejse.

Det lyder måske lidt underligt, at du bare kan sætte sig ind i en kirke og ”bruge” den, hvis du ikke er videre kristen. Måske synes du, at det ligefrem lyder lidt grænseoverskridende. Men jeg gør det, og jeg gør det samme i moskéer, templer og andre religiøse steder.

Jeg vil lige indskyde, at jeg ikke er et særligt religiøst menneske; jeg tror for eksempel ikke på en kristen gud. Men de religiøse bygninger er blevet en vigtig del af min måde at rejse på – jeg har ind imellem brug for at få ro, tage en ting ad gangen og for at rejse langsomt (at rejse på slow travel-måden), og det hjælper mine besøg i kirker, moskéer og andre templer mig til at kunne gøre, så jeg får den bedst mulige rejse uden stress og jag.

Få et anderledes indblik i de lokales liv

Jeg bruger som sagt de religiøse steder til fordybelse, til pauser med ro fra den travle verden, der er lige udenfor. Og naturligvis bruger jeg også stederne til at se skønhed og smuk kunst, og til at få et lidt anderledes indblik i de lokales liv.

Erawan Shrine i Bangkok - Globetrotters

Det er nemlig sådan, at jeg er meget nysgerrig og gerne vil se, hvordan de forskellige religioner bliver praktiseret rundt om i verden.
Religion er utroligt vigtigt for mange mennesker, så for at forstå dem og deres liv, prøver jeg at sætte mig ind i deres religion, og i hvordan de udøver den.

For mange mennesker er de religiøse steder meget vigtige for deres tro, og deres tro er en meget vigtig del af deres liv. Og det handler både om selve troen, men også om alle de traditioner, der er knyttet dertil; det sidste er nok det vi danskere især kan nikke genkendende til – vi fejrer jo jul og bliver døbt og konfirmeret, selvom vi måske ikke er praktiserende kristne.
Men rigtig mange mennesker rundt om i verden er religiøse, og for dem betyder både troen og traditionerne alverden – og det synes jeg er vigtigt, at vi, som er gæster i deres liv og land, husker på og har respekt for.

Kvinde med barn i Geghart kirken i Armenien - Globetrotters

Kirkerne, moskéerne, synagogerne og alle andre religiøse bygninger bliver dagligt besøgt over alt i verden, og det er steder, som mennesker søger hen for lige at finde deres gud og dem selv, når livet er svært, eller når de har oplevet noget pragtfuldt, som de gerne vil takke for.

Så gå altid på besøg med respekt, følg reglerne om tøj og god opførsel. Men gå gerne ind – du er hjertelig velkommen, uanset hvilken religiøs bygning du står ved.

De smukke religiøse bygninger

Ofte er det sådan, at det er de religiøse bygninger, der er de smukkeste bygninger i byerne rundt om i verden, og du kan finde et religiøst samlingssted i selv den mindste landsby.
Gyldne tage, runde kupler, farverige vægdekorationer, guldbelagte helgenbilleder og tavler med profetnavne. Røgelseskar, lotusblomster og helgenskrin. Sirligt udskåret statuer af guddomme med hellige dyrehoveder eller glorier. Håndknyttede tæpper på gulve og håndmalede kakler, store lysekroner og levende lys.

Smukke billeder i Aya Sofya i Istanbul - Globetrotters

Blomster og Buddha i Bangkok - Globetrotters

Jo, templerne, moskeerne, synagogerne og kirkerne er utroligt prangende, og jeg elsker at være en del af al herligheden – i det mindste bare for en stund.

Jeg mærker duften af vanilje, cedertræ og jasmin i luften. Ser på alt det glitrende, alt det, der fejrer guden og de hellige tanker, og jeg lader mine øjne fanges ind af den dansende flamme på et stearinlys.
En lille klokke ringer et sted ført af vinden, en anden klokke slår to dybe slag og efterlader omgivelserne i en dyb, dyb ro. Om et par timer er det tid til bønner og velsignelser i rummet, hvor jeg sidder, men lige nu er her tid til eftertanke og indre tanker.

Kirkelig ceremoni i Vilnius, Litauen

Overalt i verden går rigtig mange penge til kirkerne, moskéerne og de andre templer, og sådan har det været i hundredvis af år. Der betales mange skattekroner til de religiøse bygninger, foruden donationer og almisser i stor stil. Og derfor kan bygningerne blive ved med at være så smukke og velholdte år efter år.

Mange af de religiøse bygninger er meget gamle og har oplevet (og overlevet) store historiske begivenheder – ja, måske har de endda spillet en ikke ubetydelig rolle i, hvad der er sket historisk og politisk igennem tiden.

Kirke i landsby i Moldova - Globetrotters

Jeg holder meget af den forskellighed, de religiøse bygninger har – en kirke er ikke bare en kirke. Der er milevid forskel på en stor, mørk katedral i England og på en lille sognekirke i Litauen. På en gammel moské i Istanbul og på en ny i Malaysia. På et lille buddhistisk tempel i Laos og på det store Borobudur i Indonesien.
Alle er de meget forskellige, og alligevel har alle klare fællestræk; du er ikke i tvivl om, hvilken bygning, der er kirken, når du står på en bakketop og skuer udover en by i det sydøstlige Europa.

Tips til dine besøg i moskéer, kirker, templer og lign.

* Hav altid et tørklæde med i tasken, som du kan dække dit hår med, når du skal besøge kirker (gælder blandt andet kirker i Østeuropa) og moskéer.
* Hav tøj på, der går udover dine skuldre og dækker benene til knæene (hav gerne langt tøj på) – gælder alle religiøse bygninger.
* Tag dit fodtøj af, når du besøger moskéer, hinduistiske- og buddhistiske templer m.m.
* Donér lidt penge til det sted, du besøger, hav derfor altid lidt småpenge i tegnebogen eller i lommen.

Tag skoene af, før du går ind i en moské eller buddhistisk tempel - Globertrotters

Giv lidt penge til kirkerne, moskéerne og templerne - Globetrotters

* Tal med dæmpet stemme, og gå stille rundt.
* Sæt dig altid med fødderne vendt væk fra en Buddha-statue – og peg aldrig med fødderne på en buddhistisk munk, en Buddha-statue eller lign.
* Vær respektfuld – se efter, hvordan de lokale opfører sig, og lær af dem; hvis du sætter dig bagerst i rummet, kan du bedst se, hvordan de lokale gør.

One comment

  1. Rigtigt spændende og informativt indlæg, Maria. Jeg er selv helt vild med at besøge religiøse steder, når jeg rejser. Ikke nok med at de ofte er utroligt smukke, så giver de også en meget godt indblik i den lokale kultur.
    Camilla | http://cammi.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


49 Shares
Share49
Tweet
Pin
+1