Billeder, der giver dig lyst til at rejse til ...Dublin

32 billeder, der giver dig lyst til at rejse til Dublin

Store digtere i Dublin

Dublin, Irlands hovedstad, er en by, som man meget let går hen og bliver småforelsket i. Vi har besøgt byen et par gange, og vi glæder os allerede til vores næste rejse til Dublin.

Dublin er ikke en overvældende storby, sådan som for eksempel London er det, men byen har alligevel alt, hvad du kan drømme om af seværdigheder, parker, shoppemuligheder, kunst og museer, restauranter og pubber og endelig en særdeles indtagende charme og personlighed, som vi er helt vilde med.

Der er særlig finhed over byen, som udtrykkes i verdensklasse poesi, smuk kunst og grøn skønhed. Og samtidig er der den der granithårde tro på sig selv og egne evner, som mange år med svære kår har givet den irske folkesjæl.

Irerne er utroligt stolte af deres land og deres historie, og samtidig er de de mest åbenhjertede, hjælpsomme og lune mennesker, som byder dig velkommen med et stort smil og “a pint of Guinness”.

Vi har lavet en billedserie med indtryk fra vores rejser til Dublin, og vi håber, at billederne kan inspirere dig til selv at tage på ferie i den herlige irske hovedstad.

32 billeder, der giver dig lyst til at rejse til Dublin

St Stephens Green i Dublin

Parken St Stephens Green i Dublin

Vi starter i parken St Stephen’s Green, som ligger helt centralt i Dublin. Parken er et skønt, grønt åndehul, hvor det er dejligt at gå ture, hvile benene og spise en medbragt sandwich.
Der er i det hele taget mange parker og meget grønt i Dublin, og det er med til at gøre byen rolig og afslappende at være i.

Verdensberømte James Joyce er en højtelsket digter og forfatter i Irland.
I det hele taget er irske kunstnere højt skattede af deres landsmænd, og derfor vil du mange steder i Dublin se et hav af statuer, billeder og skilte på husmurer, som hylder og fortæller historien om disse store personligheder.

Store irske dramatikere i Dublin

Street art i Dublin

Smuk street art i Dublin

Foruden de mange billeder af kunstnere er Dublin et lille mekka for alle os, som elsker street art.

Husk at se efter biler i den “rigtige” side af gaden, når du krydser over!

Se til venstre i Dublin

Gå på marked i Dublin

Markeder er altid hyggelige, og Dublin har flere glimrende markeder, hvor du kan finde en god bog, antikviteter eller noget lækkert til frokost.

Selvfølgelig er Dublin et glimrende sted at shoppe, og der er gågader med butikker på både den nordlige og den sydlige side af Liffey-floden, som deler Dublin i to.
Mary Street og, i forlængelse heraf, Henry Street er stedet at gå hen på den nordlige side. Henry Street munder ud lige ved den høje, slanke statue The Spire, der står som en sylespids nål og peger mod himlen på hovedgaden O’Connell Street.

Dublins mest berømte gågade er Grafton Street. Den finder du, når du står ved det nordligste hjørne af St. Stephens’s Green og går over til den smukke bygning med Stephen’s Green Shopping Centre, så starter gågaden Grafton Street lige overfor (hvis dit indre kompas er godt, så kan du se, at skal gå mod nord).

Grafton Street bugter sig – med alle sine tøjbutikker, restauranter, pubber, teatre og gademusikanter – hele vejen op til det historiske Trinity College.

Shopping i Dublin

Trinity College i Dublin

Trinity College er hjemsted for Irlands største attraktion, nemlig de mere end tusind år gamle bøger Book of Kells.
Jo, Book of Kells er uden tvivl en ubeskrivelig historisk perle, som du selvfølgelig skal gå ind og se på din rejse til Dublin, men selve biblioteket med de mange, gamle bøger og dokumenter – selve rummet – er efter min mening den største oplevelse på Trinity College.

Og om det er den største attraktion i hele Irland? Det synes jeg bestemt ikke, det er. Men det er bare sådan, at de smukke, gamle bøger er en del af den irske folkesjæl, de er vigtige artefakter i Irlands historie, og dét er for mig den vigtigste grund til at gå ind og se dem.

Christ Church Cathedral i Dublin

Smukke, gamle Christ Church Cathedral i Dublin

Men en anden attraktion, som jeg er kommet til at holde meget af i Dublin, er den middelalderlige Christ Church Cathedral.
På en eller anden måde er den gamle katedral blevet et pejlemærke for mig i byen, for det er, som om at uanset hvor jeg går i Dublins sydlige bydel, så ender jeg altid foran Christ Church.

Når det så er sagt, så er jeg jo ret vild med kirker. Jeg kan bruge lang tid på at mærke roen og stemningen i kirkerne, og på at tage en lille pause fra det ofte hektiske byliv, der er udenfor de tykke mure.

Dublin er nu mere afslappende og anti-stressende end hektisk, men derfor er det alligevel dejligt at bruge god tid på at opleve den majestætiske Christ Church Cathedral.

Kilmainham Gaol i Dublin

En anden stor seværdighed, som jeg holder meget af i Dublin, er det nu nedlagte fængsel Kilmainham Gaol, som ligger et lille stykke udenfor centrum – men du kan sagtens klare turen på gåben.

Kilmainham Gaol er et bevægende sted at være, og mødet med de rå fængselsceller, den store indergård og ydergården med henrettelsesvæggen bliver siddende i en i lang tid efter besøget.

Det var i Kilmainham Goal, at det moderne Irland blev født.

Irland var i mange år underlagt engelsk herredømme, og her på fængslet blev en lang række af landets store politiske personligheder fængslet fra slutningen af 1700-tallet og til starten af 1900-tallet.
Med henrettelser af mange af de betydningsfulde, heroiske patrioter blev der skabt en jernhård vilje blandt irerne til oprør og løsrivelse fra England.

Irland blev en selvstændig republik i 1922.

Fængslet Kilmainham Gaol i Dublin

Kartofler har været en vigtig ingrediens i den irske madlavning og i den irske historie i mange, mange år. Her fangede jeg et par stykker på et fortorv i nærheden af Smithfield Square.

Kartofler i Dublin

Smithfield Square i Dublin

Whiskey og Irland hænger ret godt sammen, og faktisk kan du besøge det gamle Jameson-destilleri ved Smithfields Square på din rejse til Dublin.

Udover Jameson-destilleriet ligger der restauranter, kontorer og en biograf ved pladsen, og endelig også Generator Hostel, hvor vi boede.

Foruden whiskey, så er Irland jo også kendt for sin gode, mørke øl: Guinness.

Guinness Storehouse i Dublin

Vi besøgte museet og udstillingsbygningerne Guinness Storehouse, som er stedet, hvor Guinness’en blev skabt.

Det er en dejlig oplevelse, og det er helt sikkert noget, vi vil anbefale dig at tage ind og se, når du er i Dublin.
Sæt dig ind, oplev og smag, når en af Guinness-eksperterne holder smagning – meget spændende og smagfuldt!

Pub i Dublin

Prøv en lokal pub på din rejse til Dublin

Der er sjovt på pubber i Dublin

I det hele taget er en god Guinness ikke at fornægte, og du kan få den på enhver pub i Dublin.
Dublins pubber er skønne og hyggelige bekendtskaber, ofte med livemusik, og du må helt sikkert besøge mindst et par stykker, når du er i Dublin; jo, der er altid en god stemning på Dublins pubber.

En mørk aften i Dublin kan bruges på andet end pub-besøg. Vi tog på spøgelsestur med den såkaldte Ghost Bus, og det viste sig at være ganske fornøjeligt.

Ghost bus-tur i Dublin

På spøgelsestur i Dublin

En skuespiller fortæller historier om Dublins dunkle fortid, og i ly af mørket fragtes deltagerne rundt i en bus, som gør holdt ved kirker, kirkegårde og dunkle parker.

Som en elsker af mørke spøgelseshistorier synes jeg, det var meget interessant at se byen fra en mere dunkel side – de dunkle og mørke sider er med til at gøre et sted levende og personlig, synes jeg.

Floden Liffey en aften i Dublin

Liffey i Dublin

Floden Liffey i Dublin

Floden Liffey, der flyder tværs igennem den irske hovedstad, er et smukt bekendtskab på alle tider af døgnet. Og så er den et godt pejlemærke, som du kan søge imod, hvis du er faret vild i byen. Når først du er ved Liffey, så er du igen på velkendt grund.

Jeg håber, at vores billedserie har givet dig lyst til selv at rejse til Dublin. Dublin er en fantastisk by, og jeg glæder mig allerede til vores næste besøg.

2 comments

  1. Uh, en spøgelsestur! Det lyder både som en ret sjov og historisk interessant vinkel på en byvandring – det er faktisk ret fedt tænkt (og udført, da jeg kan forstå at guiden var skuespiller).

    Kunne I sove den nat, spørger kyllingen 😉

    Kh Mette

    1. Hi hi – ja, det var en rigtig fin oplevelse med spøgelsesturen, Mette. Og gåturene igennem de mørke kirkegårde var sådan en lille smule hårrejsende. Heldigvis kommer jeg en del på kirkegårde – jeg elsker stemningen, roen og de mange historier, der er sådanne steder – så det var ikke helt nyt for mig som sådan, men jeg plejer alligevel ikke at være der om natten 😉

      Men ham fortælleren, han var virkelig sjov og gjorde det uhyggelige hyggeligt 🙂

      Kh,

      Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


27 Shares
Share27
Tweet
Pin
+1