Mai ChauSlow travel - Rejs langsomt

Dage med afslapning og slow travel i vietnamesiske Mai Chau

En god times tid med bus fra den hektiske vietnamesiske hovedstad, Hanoi, ligger landsbyen Mai Chau imellem rismarker, bambus og grønne bjerge.

Det er ikke det kun vietnamesiske landsbyliv, der har fået os til at bestille overnatning her. Nej, vi er også blevet charmeret af muligheden for dage med fuldstændig afslapning i stilhed og ro i lækre, naturskønne omgivelser.

Vi elsker at gøre det selv – også i Mai Chau

Vi har booket turen – transport og overnatning i en primitiv men moderne stråhytte – igennem vores glimrende hotel, der ligger i Hanois gamle bydel.

Hotellet ville gerne have solgt os en tur, hvor der fulgte forskellige aktiviteter og guidede ture med.
Og selvom det sikkert er skønt at cykle rundt på stierne mellem rismarkerne i selvskab med en lokal vejviser, at være på drypstenshule-gruppe-udflugt, eller at bruge en aften på selskabelig middag, så er det vores eget selskab, vi søger på denne tur.

For os er mulighederne for selv at bestemme, hvad vi skal lave, hvornår vi skal lave det og hvordan vi skal gøre, noget af det værdsætter allermest, når vi rejser.
Ikke at skulle være afhængig af andre, men derimod at gøre alt det vi selv gerne vil – det er vores rejsemåde.

Men som sagt, så har vi transporten og overnatningen på plads, og nu går turen ud på landet.

Lille, skønne og fredelige Mai Chau

Den lille bus bumler igennem landsbyen, drejer til højre af en grusvej, som er omgivet af små, firkantede marker, hvor der meget snart vil blive plantet ris.

For enden af vejen ligger en håndfuld stråhytter og putter sig rundt om en overdækket gårdsplads.

Stråhytter i Mai Chau i Vietnam

Vi bliver vist hen til en hytte, som skal være vores hjem de næste 4 dage.

Stråvægge og -tag, myggenet over sengen, en bruser med koldt vand, en fane og vores egen private balkon, hvorfra der er den dejligste udsigt over marker, grønt buskads, bambus og træer. Og så de grønne, skovklædte bjerge, der ligger hele vejen rundt om os i horisonten. Det er, lige som vi har ønsket os.

Det er ikke en “ude midt i ingenting”-fornemmelse, vi har her, det er jo et sted, der er bygget for de besøgendes skyld. Men det er virkelig rart at komme hertil fra Hanois til tider kaotiske byliv.

Slow travel, anti-stress og vegetarmad

Vores dage går med at slappe af og være sammen. Læse bøger, gå ture i det smukke landskab, spise frokost oppe i den lille by, gå på besøg i de lokale håndværkerlandsbyer, hvor der sælges flotte, håndlavede souvenirs.

Sidde på balkonen i drønende varme og se sorte tordenskyer forvandle sig til regnbyer, der lidt efter lidt frisker landskabet op.

Maria Erica Jensen og Kenneth Karl Nielsen i Mai Chau i Vietnam

Lokalt hus ved Mai Chau i Vietnam

Jordnædder og citrusskræl til tørring i Mai Chau i Vietnam

Vegetarisk aftensmad i Mai Chau

Spise den skønne, vegetariske aftensmad, som vores værter serverer. Slentre tilbage til hytten i det tiltagende aftenmørke, sidde lidt mere på balkonen, opdage at der er ildfluer her (åh, de skønne, skønne ildfluer!), inden dagen helt er omme.

Det er slow travel og anti-stress, når det er bedst.

En lille film med en af vores besøgende ildfluer – vi ELSKER ildfluer

Sådan kommer du også på tur til Mai Chau

Det er efterhånden nogle år siden, at vi besøgte Mai Chau i Vietnam, men selvom noget sikkert er ændret siden da – der er kommet et par hoteller og andre overnatningsmuligheder – er det stadig et sted, som vi vil anbefale dig at overveje, hvis du gerne vil have en tur ud på landet eller gerne vil helt ned i tempo, når du er på rejse i Vietnam.

Lokal på cykel i Mai Chau i Vietnam

Du kan booke en tur via dit hotel eller via en af turudbyderne i Hanoi. Og du kan vælge en tur med spændende oplevelser, eller du kan tage på en helt uplanlagt tur, ligesom vi gjorde.
Det er helt op, hvad du selv har lyst til 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.