HanoiPrøv noget nyt

4 alternative oplevelser i Hanoi

Vietnams hovedstad, Hanoi, er en af de mest fantastiske, stemningsfulde og kaotiske byer i Sydøstasien. Og så er den fyldt med en hel række spændende, alternative seværdigheder, hvoraf vi tager et kig på fire udvalgte oplevelser i denne artikel.

Hanoi er fyldt med store seværdigheder, som Ho Chi Minhs mausoleum, vanddukketeatre, Litteraturtemplet og så videre, som bestemt skal ses på et besøg i den dejlige by.
Men udover disse findes der et hav af små oplevelses-perler, hvor du rigtig kan mærke byens puls og dens skønne personlighed.

Når vi rejser, er det meget disse lokale og ofte oversete perler, vi går på jagt efter. Og i denne artikel vil jeg fortælle dig om nogle lidt mindre kendte oplevelser i Hanoi, som vi selv holder meget af.

Lad dig forføre af den gamle bydels travle gader

Ofte anses Hanois gamle bydel for at være et trafikalt kaos, hvor knallerter og biler kører slalom mellem turister og lokale fodgængere.

Men for mig er det stedet, hvor jeg finder det, som jeg synes, er det ægte og oprindelige Hanoi – ja, faktisk er det et sted, hvor jeg finder en slags ro i den slags kalejdoskopiske eventyrfortælling, som Hanoi er.

Når jeg vandrer rundt på må og få uden de store planer, men med det nysgerrige blik tændt, ser jeg blandt andet damer gå rundt med klassiske vietnamesiske stråhatte på hovederne og åg med fyldte kurve over skuldrene.
Jeg ser små boder, hvor der tilberedes lokale madretter, som får det at krille i næsen. Jeg ser butikker med fuglebure, med kulørte stoflamper, køkkenudstyr, legetøj, fejekoste, sølvtøj, kunst, souvenirs og meget, meget mere.

Hanois gamle bydel kan skabe forfærdelse i starten af dit første besøg i byen, og mit bedste råd er, at du ikke skal lade dig ovevælde af det tilsyneladende larmende hurlumhej.
Lad dig i stedet forføre af de mange nye dufte, nye lyde og synsindtryk. Tag det hele ind, ganske som det er, og tag den med ro.
Så håber jeg, at det gamle Hanoi vil blive til et eventyr for dig – præcis som det er blevet for mig.

Travl gade i Hanoi

Kom helt ned i gear ved Hoan Kiem-søen

Helt tæt på Hanois gamle bydel ligger byens smukke, blå hjerte: Hoan Kiem-søen.
Hvor den øvrige del af den ellers travle, sydøstasiatiske storby kan virke hektisk, så er det, ligesom om at mødet med Hoan Kiem-søen lægger en afdæmpende hånd ned over det hele, og du kan igen slappe mere af.

Det er ikke fordi, der ikke sker noget ved søen. Inde på stierne under træerne i parken, der løber hele vejen rundt om Hoam Kiem, går tiden ligesom i stå.
Gamle ægtepar går med hinanden under armene, børn leger, og unge mennesker sidder sammen på en bænk og hygger sig.

Om aftenen mødes de lokale med venner og familie i parken ved søen. Her går man tur og snakker om livets og dagens hændelser, og her lærer man at danse i store fællesgrupper, både klassisk wienervals og moderne hip hop.
Og alt sammen foregår i en slags rolig harmoni, som om søen lige beder dem, der bruger den og dens bredder, om at skrue tempoet ned.

Den ro føler Maria og jeg også, når vi besøger Hanoi. Når vi får brug for at sætte tempoet ned, at få pustet ud og bare slappe af, så søger vi ned til søen.
Hvis du og din eventuelle partner eller rejsefælle vil gøre ligesom os, så gå en tur rundt om søen, og tag jer god tid til at sidde på bænke eller ved søbredden undervejs.
Så kan jeg love for, at der er gode muligheder for, at I kommer helt ned i gear.

Smag den vietnamesiske mad på de små, listige restauranter – og også på de store

Det vietnamesiske køkken er efter min mening et af de allerbedste i verden – og dette uanset om du spiser på en finere restaurant eller af små, farvestrålende skåle i en lille gaderestaurant.

Jeg elsker at stikke af fra de populære turistgader og finde små, dejlige gaderestauranter, hvor de lokale spiser. Her er hverken menukort eller en tjener, der kan tale engelsk.
I stedet for spiser du sammen med en god flok lokale vietnamesere, som er smilende og imødekommende, og kogekonen, der ofte sidder bag sine store gryder, serverer maden i små skåle.

Ved et sådan gadekøkken bestiller jeg mad ved at pege på det, jeg gerne vil have – eller jeg får bare det samme, som alle andre får – og jeg glæder mig altid til den smagsoplevelse, som maden giver på netop denne lille restaurant, og jeg bliver nærmest aldrig skuffet.

Hanoi er også stedet, hvor priserne på byens bedste restauranter er meget overkommelige, og derfor er det helt perfekt at bestille et bord på sådan et spisested, hvis du skal forkæle sig selv lidt ekstra.

Maria og jeg har fejret bryllupsdag på en af de bedste restauranter i Hanoi, og det uden på nogen måde at smadre vores budget.
Gå på Tripadvisor og find det allerbedste – så kan du også prøve at nyde en rigtig vietnamesisk gourmetmiddag.

Dejlig vietnamesisk gademad
Binh Minh Jazzclub

Lad jer opsluge af jazzen på Binh Minh Jazz Club

At se og lytte til jazzmusik er for mig noget af det mest stemningsfulde og storslået, jeg kan opleve.

Ingen anden musikform lader på samme måde som jazzen de enkelte instrumenter og de enkelte musikere leve sig fuldt ud.
Det er, som om at hver enkelt solo eller hver enkelt improvisation har helt sit eget liv. Og det elsker jeg.

Uanset om du er jazz-elsker, som mig, eller du bare godt kan lide at høre livemusik, så kan jeg anbefale, at du besøger Hanois legendariske Binh Minh Jazz Club.
Musikerne, der spiller i jazzklubben, er typisk lokale jazztalenter, men ejeren, Quyen Van Minh, der nok er Vietnams bedste jazzsaxofonist, spiller ofte også med.

Af og til spiller internationale topnavne indenfor jazzverdenen også på klubben – blandt andet har den fantastiske dansk-vietnamesiske jazzbasist Chris Minh Doky spillet i klubben.

Mit råd er, at du kigger forbi, sætte dig i et hjørne af den mørke klub, folder ørerne ud og lader dig opsluge af musikken, mens du nyder et godt glas vin.
Prøv eventuelt at lukke øjnene og lytte til de forskellige instrumenter, når de et efter et giver soloer.

Binh Minh Jazz Club ligger i Hanois franske kvarter (lige ved Hanois operahus), og det er gratis at komme ind.

Det var så fire alternative men utroligt spændende oplevelser i Hanoi, som vi håber kan inspirere dig til at prøve noget lidt andet og se byen i et nyt lys, når du besøger Hanoi.
Der er selvfølgelig et hav af andre seværdigheder og oplevelser, som venter dig, og du kan godt glæde dig, for Hanoi er noget helt særligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


21 Shares
Share21
Tweet
Pin
+1