Det første jeg tænker på, da jeg vågner lige før solopgang, er, om skyerne er væk, og om solen skinner. Vi har reserveret et lidt dyrt hotelværelse for at få den perfekte udsigt til bjerget fra morgenstunden.

Det er begyndt at lysne udenfor. Jeg kigger over på Maria, der ligger i den anden side af sengen, og jeg stiger langsomt og forventningsfuldt ud af min behagelige nye hotelseng.

Vi er i Georgien, nærmere betegnet den lille bjergby Kazbegi, som ligger tæt på den russiske grænse, og vi er kommet for at se Kazbegi-bjerget, som har sne på toppen hele året rundt. Lige siden vi planlagde vores rejse rundt i Kaukasus, har det været et af mine største mål at komme hertil, og nu, når jeg trækker gardinerne fra, vil jeg forhåbentligt kunne se bjerget i baggrunden og den grønne bakke med den gamle Tsminda Sameba-kirke i forgrunden.

Rejsen til Kaukasus
Vi har valgt at tage på rejse rundt i Aserbajdsjan, Georgien og Armenien for at prøve noget helt nyt på vores rejser, og det valg har vi bestemt ikke fortrudt. Det har slet ikke været så anderledes, som vi havde troet, det ville blive, men vi ved aldrig, hvad vi kommer til at opleve, og hvordan stemningen vil være den næste dag – og det er en helt fantastisk oplevelse.

Læs også: Søvnløs i Azerbaijan på Rejsejulekalenderen

I går var vi ved at blive stegt levende med mere end 40 grader i Georgiens hovedstad Tbilisi – luften her er så tør, at de 40 grader føles som varmen som flammerne fra en italiensk pizzaovn – og nu er vi kommet op i den klare, rene og meget køligere og mere behagelig bjergluft i Kazbegi.

Busturen til Kazbegi
Busturen op i bjergene var en skøn oplevelse – i det hele taget er det en fornøjelse at køre rundt i Kaukasus. Naturen er meget smuk undervejs, og netop på denne tur havde vi sikret os pladser ved et åbent vindue, så vi kunne kigge ud på det flotte landskab.

Det at køre op i bjergene er altid en fornøjelse, og foruden vores gode siddeplads stoppede minibussen (som er den slags busser man kører i i Kaukasus) nogle steder, så vi kunne komme ud og kigge på udsigten – og så var der nogle helt naturlige ekstra stop, da det et par gange skete, at køer blokerede vejen, og vi måtte vente, til de var gået videre.

Bjerget
Men nu sidder jeg på her på kanten af sengen og er spændt på, hvad der venter bagved gardinerne. Det ser ud til, at himlen er blå og uden skyer.

Jeg er vild med bjerge. Der er noget enormt frygtindgydende, majestætisk men også helt roligt ved de store bjerge. Når der ikke længere er mennesker på jorden, så vil bjergene stå tilbage som gamle guder og spejde ud over landskabet og stadig have deres klassiske og overlegne stil.

Jeg rejser mig op, trækker gardinerne fra og må lige trække vejret en gang ekstra. Udsigten fra vinduet er smukkere, end jeg havde forestillet mig, ja smukkere end alle de postkort, jeg har set herfra. Det er udsigter som denne, der gør det værd at rejse.

Jeg får vækket Maria, så vi sammen kan nyde den flotte udsigt. Mens vi står der, begynder skyerne langsomt at komme frem, og efter et stykke tid er bjerget helt dækket af skyer. Forestillingen er slut for denne gang, og sådan bør det også være. Noget så smukt bør nydes i små doser, og hvis vi er heldige, spiller naturen, bjerget og himlen den samme forestilling igen i morgen.

Kirken med den spektakulære beliggenhed
Efter at have nydt udsigten til bjerget er det vores plan, at vi vil vandre op til den lille Tsminda Sameba-kirke, som ligger så smukt i forgrunden på billedet af Kazbegi-bjerget ovenfor. Det må være en af de smukkeste og mest spektakulære placeringer til kirker i hele verden.

Vandring er noget helt forskelligt for Maria og mig. Jeg kigger typisk altid fremad og op på de mange udsigter, som der er i landskabet. Maria derimod lægger mere mærke til alle de små ting, som vi passerer på vores vej. Hvor jeg ser den næste bakkekam eller tænker på, hvad der gemmer sig bag næste sving, så lægger Maria mærke til firben og de mange forskellige farverige blomster på vandreturen.

Tsminda Sameba-kirken, der også kaldes for Treenigheds-kirken eller Gergeti-kirken, ligger på toppen af denne lille bjergtop i 2.170 meters højde. Kirken er bygget i 1400-tallet og er en enkel men stemningsfuld kirke med gamle vægmalerier og to klokketårne.

Efter vi har besøgt kirken, lægger vi os i græsset og beundrer udsigten, spiser vores medbragte chokoladekiks og kigger på ørnene, der svæver rundt på himlen praktisk talt lige ud for os – så højt er vi oppe. Fantastisk afslapning efter trekket op til kirken.

Næste morgen
Næste morgen står jeg igen tidligt op for at beundre udsigten til Kazbegi-bjerget. Men jeg bliver skuffet, da jeg trækker gardinerne fra – det flotte bjerg er gemt væk blandt skyer. Det får mig bare til at være endnu mere taknemmelig over gårsdagens udsigt. Og sådanne udsigter og oplevelser skal heller ikke være noget, som bare altid kan fås. Det må gerne være lidt uopnåeligt.

Siden vores besøg er navnet på landsbyen blevet ændret til Stepantsminda, så det er den, at du skal sigte efter, hvis du selv gern vil besøge det fantastiske Kazbegi-bjerg.