Drømme er vigtige at have, og heldigvis går de ind imellem i opfyldelse – også for de lokale i Cambodja, der drømmer om at se Angkor Wat.

Vi sidder i solen og venter på bussen, der skal køre os til Siem Reap – hjemstedet for det tusind år gamle khmer-kongedømmes største templer i Cambodja (som IKKE må forveksles med De Røde Khmer fra 1970’erne).

Vi tager afsked med Phnom Penh, der har givet os nogle kæmpe oplevelser, som vi aldrig vil glemme, og som er en by, vi helt sikkert vil tilbage til engang.
Lige nu sidder vi og fordøjer oplevelsen af storbyens farverige, spraglede, lugtende, brutale, ærlige, trykkende, fattige, slidte men også smukke, solrige, varme, blomstrende og venlige stemning. Fødevaremarkedet, som vi skulle forbi hver dag, hvor de handlende rent faktisk boede lige oveni det ustyrligt stinkende, små-rådnende fiskeaffald, men hvor folk var smilende og imødekommende, vil altid stå printet i hukommelsen.

Fiskemarked i Cambodja

Toul Sleng i Cambodja

Ligeledes er oplevelserne med De Røde Khmers dødsfængsel Toul Sleng og udryddelseslejren Choeung Ek/Killing Fields ret svære at forholde sig til. Vi ser stadig glimt af mismod, sorg og håbløshed i cambodjanernes øjne den dag i dag – alle havde et familiemedlem eller en god ven, der blev myrdet under Pol Pots Røde Khmer-rædselsregime i 1970’erne. Ingen kunne stole på hinanden dengang, og den usikkerhed og konstante frygt er stadig til stede, om end blot en skygge af hvad den var.

Men vi har også fået nye venner i Phnom Penh. To buddhistiske munke, der absolut ville vise os deres kloster, og som insisterede på at byde os på en hyggesnak på deres værelse. Ih, hvor var det overraskende og utroligt hyggeligt! De var to søde, unge mænd, der gerne ville høre om livet og samfundet i Nordeuropa, og som ivrigt forklarede, hvordan livet var for dem i klostret i Phnom Penh og i Cambodja i det hele taget.

Munke i Cambodja

Nu sidder vi som sagt og venter på bussen til Siem Reap, solen bager fra en skyfri himmel, og vi vil meget gerne afsted! Vi småsnakker, brokker os sikkert lidt over ventetiden, og bliver så afbrudt af en lyshåret kvinde.
”Næh, er I fra Danmark?”
Vi stirrer på hende, har ikke rigtigt lagt mærke til hende før nu.
Jamen, det er vi da.
Og det er hun også. Angela, som hun hedder, flyttede for et par år siden til Cambodja, da hun pludselig fik mulighed for at leve sin drøm ud: Et hotel i strandbyen Sihanoukville.
Angela er meget glad for at bo i Cambodja, men det er nu også rart at møde andre danskere ind imellem, fortæller hun.

Angela rejser med en gruppe lokale cambodjanere, der virker helt overstadige over, at skulle med bussen. Hun forklarer os, at hendes medrejsende arbejder på hendes hotel. Og nu, hvor de har hjulpet hende med at få sin hoteldrøm til at gå i opfyldelse, vil hun gerne gøre det samme for dem.

Hun fortæller os, at hendes hotelmedarbejdere aldrig har set de fantastiske Angkor-templer ved Siem Reap – de har faktisk aldrig været på tur før. Derfor har hun arrangeret busturen, så de kan få set Angkor-templerne, der betyder alverden for dem og for deres nationale bevidsthed, og som de aldrig havde troet var muligt, at de skulle opleve.

Angkor Wat i Cambodja

Angelas historie griber os om hjerterne, det er pludseligt helt forståeligt, hvorfor hendes medrejsende ligner små børn juleaften, de kan nærmest ikke stå stille af bare spænding.
Tænk, at vi rejser rundt med vores rygsække og, næsten som en selvfølge, tager til Siem Reap for at se de gamle Khmer-templer som en del af vores rejse rundt i Sydøstasien, mens de lokale cambodjanere drømme om sådan en tur hele deres liv.

Den slags oplevelser sætter livet og vores egne muligheder i perspektiv.
Og derfor er det så vigtigt at rejse, for man lærer at reflektere over, hvor forskelligt livet og de store drømme er såvel for andre mennesker som for én selv.