Skyerne trækker sig sammen over os, mens vi vandrer gennem Firenzes gader. Vi er på vej hen til biblioteket Biblioteca delle Oblate, hvorfra der skal være en fantastisk udsigt til kuplen på Duomo, Firenzes berømte domkirke.

Det er i starten af september, og vejret i Firenze har indtil videre været perfekt – masser af sol og mere end 30 graders varme. Det er lige sådan, som vi ønsker det og sådan skal det gerne blive ved med at være.

Men nu trækker skyerne sig som sammen over byen fra vest, og vi ærgrer os over, at gråvejret og regnen er på vej – lige præcis på det tidspunkt, hvor vi skal se den fantastiske udsigt til kuplen på domkirken.

De lokale gadesælgere er ved at udskifte selfie-sticks og farverige plakater ud med paraplyer og engangsregnfrakker – mens vi skumler indvendigt, så smiler gadesælgerne – for dem er regnvejr lig med mere salg. Pludseligt går de fra at være irriterende forstyrrelser i gadebilledet til at tilbyde præcist det som turisterne lige står mangler.

Vi suser forbi gadesælgerne – vores skridt er blevet længere og hurtigere. Vi går forbi domkirkens bagside og ved, at vi kun mangler et par hundrede meter endnu før vi er fremme. Gaderne er lidt mere tomme end normalt, og vi tilbagelægger hurtigt de sidste meter og er snart i tørhed i bibliotekets forhal.

Inde på Biblioteca delle Oblate
Heldigvis er vi knap nok blevet våde. Det er som om, at vi har zig-zagget imellem regndråberne og der er kun få af de mørke våde pletter på vores tøj, hvor regndråberne har ramt os.

Men nu er vi i tørvejr, og så rammer tanken os. Hvad med udsigten til domkirkens fantastiske røde kuppel? Den er sikkert helt spoleret … Vi havde jo begge forestillet os at tage billeder af kuplen, hvor den stolt knejser mod en mørkeblå, skyfri himmel.

Vi snakker ikke sammen – indvendigt er vi vist begge en smule skuffede over, at vi ikke får den perfekte udsigt at se. Vi iler gennem bibliotekets reception, finder en elevator og stiger op til 2. sal. Det er herfra, man kan se kuplen.

Da vi kommer op er der ikke fyldt med bøger, men i stedet med studerende, som sidder i grupper og arbejder eller læser. Vi går igennem et større rum og kommer ud på en åben men overdækket terrasse. Først kigger jeg ligefrem, og der sidder 10-12 studerende og tegner. Jeg kigger på deres tegninger – det er skitser af den røde kuppel.

Jeg kigger til højre og der er den! Arkitekten Brunelleschis fantastiske røde kuppel, på toppen af Firenzes domkirke. Der er den – men desværre er den omringet af mørke skyer. Det var ikke lige det billede, at jeg havde forestillet mig at lægge på Instagram.

Alligevel snupper jeg nogle billeder og går ind på bibliotekets cafe sammen med Maria. Vi bestiller 2 cappuccinoer og sætter os på et bord for at slappe af. Der er ingen grund til at haste sig ud i den kommende regn.

Cappuccino og en fantastisk udsigt
Cappuccinoen er rigtig god – præcis så stærk, som jeg vil have den. Ind kommer to italienske mænd og bestiller en espresso og drikker den stående, de bliver kun i nogle få minutter, så forsvinder de ud af døren igen. På bordet ved siden sidder de kvindelige studerende og spiser salat og nyder små italienske småkager. En god stemning falder ned over os – vi er i Firenze som vi elsker i fantastiske Italien.

Maria tager et nyt kig ud på kuplen og beder mig om at gøre det samme. “Tag lige et ekstra kig Kenneth” – siger hun. Jeg kender hende tilstrækkeligt godt til at vide, at hun har opdaget noget, men hun vil have, at jeg selv skal opdage det, uden at hun siger det. Hun smiler drilsk til mig.

Efter et par minutter går det op for mig. De truende skyer rundt om kuplen gør ikke udsigten til kuplen dårligere – de giver den i stedet et helt specielt udseende. Det er lidt, som om det store drama, der udspillede sig i 1400-tallet i forbindelse med kuplens opførsel, pludselig er meget tydeligere med de truende skyer omkring.

Jeg husker pludseligt historien om, hvordan de i Firenze byggede en fantastisk domkirke, men ingen kunne finde ud af at bygge kuplen, så kirken stod halvfærdig i mange år. Først da arkitekten og kunstneren Filippo Brunelleschi overtog opgaven, lykkes det at bygge kuplen via mange store tanker og forskellige teknikker, hvoraf flere var nogen, som han opfandt til opgaven.

Jeg griber min iPhone – finder det billede frem, som jeg tog af kuplen for nogle minutter siden og poster det straks på Instagram. Der mangler ikke længere en blå himmel, som der er på alle postkortene af kuplen. Kuplen er helt perfekt med de truende og mærke skyer omkring sig.

Så er det, at Maria siger, at vi da vist lige havde glemt noget. Vi ved nemlig godt, at det aldrig er postkort-oplevelserne, der er de største oplevelser på vores rejser. Det er alle de små oplevelser, som gemmer sig rundt omkring. Det er alt det skæve, alt det uventede og alt det, der ikke går som forventet – og det er jo blandt andet det, som vi har dedikeret vores blog til.

Så griner vi begge lidt, læner os tilbage i stolene, tager et sip af vores cappuccinoer og nyder Italien, Firenze og de mørke truende skyer udenfor.

Biblioteca delle Oblate ligger på Via dell’Oriuolo 24 og der er gratis adgang til den fantastiske udsigt. På førstesalen ligger der et lille forhistorisk museum, som er værd at bruge 10 minutter på et besøge. Læs mere her