HanoiSlow travel

Slow travel i Hanoi – kom helt ned i gear

Slow travel i Hanoi

For rigtig at komme under huden på den vietnamesiske hovedstad, valgte vi at bruge en hel uge i Hanoi, da vi besøgte byen for anden gang. Desuden gjorde de mange dage samme sted, at vi rigtig fik slappet af. En uges slow travel i Hanoi er absolut anbefalelsesværdig.

Vores første besøg i Hanoi gav os lyst til bruge endnu mere tid på at udforske og spise os igennem den skønne by. Så det var det, vi gjorde på vores seneste besøg.

Vi ville ind under huden på byen, og vi ville give os god tid til det – for jo længere tid, vi er det samme sted, jo mere åbner stedet sig for os og viser os sin herlighed og sin sande natur.

Om at planlægge seværdighedsbesøg i Hanoi på slow travel-manér

For mange rejsende er det at bruge lang tid det samme sted lidt spild af tid. Tankerne er ofte, at når man har set de største seværdigheder og brugt en dag med markedsbesøg, så må det være tid til at komme videre til næste sted og de næste store seværdigheder.

Sådan havde vi det da også selv tidligere.

Men nu har vi droppet nærmest alt, hvad der hedder ”must see”-lister med 10 vigtige seværdigheder, ”vi skal se”, når vi rejser.
Og det har vi simpelthen fordi, at den slags lister faktisk stresser os mere, end de gavner os.

Op til vores uges ferie i Hanoi læste vi nogle rejseblogindlæg fra andre, der havde være i byen, og kiggede en guidebog eller to igennem, som inspirerede os til 2-3 seværdigheder, som vi gerne ville se (blandt andet Ho Chi Minhs mausoleum, som vi ikke så ved vores første rejse til Hanoi).

”2-3 seværdigheder – det var ikke meget! Hvad bruger I så tiden på?” tænker du måske.
Og det vil jeg fortælle dig nu.

Gå rundt og sug til dig af indtryk – og lad dig overraske

I en by som Hanoi er det dejligt at gå rundt i stedet for at tage med offentlig transport. Der er ikke særligt langt imellem de mest spændende dele af byen.

Så spar miljøet for benzinosen, og få selv god motion ved gå.

Gå rundt i Hanoi - slow travel i Hanoi

Kenneth Karl Nielsen - slow travel i Hanoi

Vi skynder os ikke, når vi går rundt – vi skal jo faktisk ikke nå noget til en bestemt tid.

Til gengæld suger vi til os af indtryk, stemninger og skønne øjeblikke, og vi lader gåturene tage den tid, de tager.
Gode ting tager tid (som for eksempel en langtidsstegt and juleaften), og det gælder også vores gåture.

Der er så mange spændende detaljer at opleve i en by som Hanoi, og du vil gå glip af rigtig mange af dem, hvis du hopper på en bus eller bag på en scooter.

Når du går rundt, kan du stoppe ved suppe-damen på hjørnet. Du kan læse inskriptionen, der står på tavlen ved en skulptur. Og du kan dufte til blomsterne, som blomstrer så smukt lige der, hvor dine ben tager dig hen.

Hanoi er forholdsvis overskuelig, så du kan gå til mange af de steder, du gerne vil se.

Blomster ved statuen af Lenin i Hanoi - slow travel i Hanoi

Der bliver utroligt varmt i Hanoi om sommeren, og så er det godt, at der er så mange træer rundt om i byen, som der er. Der kan du finde skygge at gå i, og så bliver gåturen mindre anstrengende.

Husk at tage godt med vand med dig.

Nogen gange kan det være en god idé bevidst at fare vild i en by og ligesom lade tilfældighederne råde over, hvor du kommer hen. Det gælder naturligvis også, når du er på ferie i Hanoi.

Lad dig overraske af de steder, du ser – du vil helt sikkert opleve noget nyt og andet i forhold til, hvad vi ville have set, hvis vi var gået stringent efter et kort.

På den måde kommer du ned ad de små gader og udenfor alfarvej, og det er altid godt, når du gerne vil lære et sted godt at kende.

Hanoi – et godt sted at slappe af

Hanoi er ved første øjekast en kaotisk by med et hav af scootere, som dytter og drøner forbi dig. Men faktisk er byens rytme meget langsom og afslappet – det vil du mærke, når du har været i byen i lidt tid.

Den langsomme rytme er meget smittende, og vores ben kommer til at gå langsommere og langsommere jo længere tid, vi er der.

Hanoi er et godt sted at slappe af, og nu vil jeg gerne vise dig 4 steder, hvor du kan sætte dig ned og hvile fødderne, gå stille rundt eller bare nyde livet i slow-tempo.

Hoan Kiem-søen i Hanoi

* Hoan Kiem-søen med Ngoc Son-templet
Hoan Kiem-søen er Hanois rolige og smukke hjerte, hvor både byens gæster og lokale holder af at gå tur eller slappe af nærmest døgnet rundt.

Søen og den omkringliggende park virker svalende på en varm sommerdag. Og om aftenen gås her aftentur, danses og hygges til den store guldmedalje.

Selvom at Ngoc Son-templet er en af Hanois største seværdigheder, så vil du opleve en dejlig ro der.
Ingen skynder sig, og ingen taler højt eller fjoller, når de besøger templet, og det er rart.

Hvis du går rundt om selve templet, er der flere steder, hvor du kan gå helt for dig selv og bare nyde søen, blomsterne og træerne.

* Gå ud til Chau Long-markedet og Tran Quoc-pagoden
Der er et par kilometer imellem Hoan Kiem-søen og Ho truc bach-søen, hvor det lokale madmarked Chau Long og den smukke Tran Quoc-pagode ligger på hver sin side.

Vi valgte først at besøge markedet, hvor vi gik rundt og kiggede på alle de spændende frugter, grøntsager og spande med levende frøer og sprællende fisk, foruden boderne med udskåret kød.

Vi fandt en lille suppebod, hvor vi spiste en lækker frokost.

Herefter gik vi rundt om søen til Tran Quoc-pagoden.

Nå ja, der var så middagslukket, da vi ankom, og da der først ville blive åbnet igen efter et par timer, valgte vi at gå tilbage til centrum af byen.

Pyt, man får jo ikke altid lige det at se, som man regner med. Og Tran Quoc-pagoden var også smuk set udefra.

Dinh Nam Huong-templet i Hanoi

* Dinh Nam Huong-templet
På Hoan Kiem-søens vestlige side ligger det fine tempel Dinh Nam Huong.
Vi holder meget af at besøge templer og andre religiøse steder, når vi er ude at rejse, for der er altid sådan en dejlig, fredfyldt atmosfære, som får os helt ned i tempo.

Og sådan er det også med Dinh Nam Huong-templet i Hanoi.

Gå stille rundt, se på alle de smukke statuer og monumenter, der er her, og lad freden og roen snige sig ind under huden på dig.

Jazz på Binh Minh i Hanoi

* Jazz-klubben Binh Minh
En sidste og lidt anderledes oplevelse, som du bør unde dig selv, når du dyrker slow travel i Hanoi, er at gå på jazzklub.

Jamen, hvor er der bare en fed og dejlig stemning sådan et sted!

Vi hænger gerne ud på Binh Minh-jazzklubben, som ligger lige bagved Hanois store operabygning, men der findes også andre gode spillesteder rundt om i byen.

Der er gratis entré, så køb dig et glas vin eller to, sæt dig tilbage i stolen og lad dig glide med ind i musikkens behagelige rytme – se dét er livet!

Om at nyde livet i Hanoi

For os handler slow travel blandt andet om at nyde livet, når vi er ude at rejse. Og om at give os god tid til at få det bedste ud af vores ferier.

Så foruden at bruge lang tid det samme sted og at gå rundt i langsomt tempo, så er det også vigtigt for os at nyde god mad (gerne slow food – en suppe ved et gadekøkken tager flere timer om at blive kogt). Om at høre god musik (hvor vi sidder stille og lader os indfange af stemningen og rytmerne). Drikke god kaffe (som drikkes af en kop på stedet og ikke i et papkrus ”to go”). Og om at sidde i længere tid på en bænk og observere de mennesker og det liv, som foregår lige netop der, hvor vi er.

Hanoi er en fortrinlig by til livsnydelse – det er den i hvert fald for os.

Vi spiser der lækreste vietnamesiske mad flere gange om dagen, og vi nyder hver en bid. Vi spiser stort set altid street food, som smager himmelsk og ikke koster mange penge.

Bun Cha i Hanoi - slow travel i Hanoi

God kaffe i Hanoi

Der er flere gode kaffebarer rundt om i byen, så det skal vi også have en kop eller to af dagligt.

Vi hører, som nævnt ovenfor, musik på jazzklubben Binh Minh ind imellem.
Og vi finder bænke eller andre gode steder, hvor vi kan sidde og kigge på livet omkring os.

Hanoi er en by, som er rigtig god til slow travel, og jeg håber, at du er blevet inspireret til selv at rejse dertil og nyde den i slow-style.

Ps. Vi har endnu ikke været inde at set Ho Chi Minhs mausoleum – det gør vi næste gang, vi er i Hanoi, eller næste gang eller …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


26 Shares
Share26
Tweet
Pin
+1