Vilnius er Litauens smukke, hyggelige og og utroligt stemningsfulde hovedstad. Vilnius er indbegrebet af østeuropæisk storby med sine mange grønne områder (parker, kirkegårde, flodbred og træer) i gadebilledet, med sine mange pastelfarvede huse i den centrale del af byen, med sine mange flotte kirker og sine lækre restauranter. Men her er også en uventet side, en skarp kant til alt det smukke bløde, nemlig den autonome bydel, Uzupis, hvor der, ligesom på Christiania i København, leves en alternativ tilværelse.
Her er en billedserie med 9 indtryk fra byen.

Smukke huse i Vilnius

Vilnius er en by fyldt med gamle, smalle gader, hvor huse med flotte farver ligger tæt. Og da Vilnius var en af mine første østeuropæiske storbyer, vidste jeg ikke meget om, hvordan sådan en by kunne se ud. Jeg blev meget positivt overrasket, og min forkærlighed for Østeuropa (som var begyndt at blomstre allerede i 1999 under et ophold i Bialowieza-nationalparken i det østligste Polen) sprang nu ud i fuld flor.
 

De tre kors i Vilnius

Monumentet med de tre kors ligger på en bakketop i Kalnų-parken i den østlige del af Vilnius, og sikke en smuk udsigt der er deroppe fra. Det er absolut et “must” at gå herop, når du er i Vilnius – det synes vi i hvert fald.
 

Religiøs procession i Vilnuis
Nogle gange er man bare heldig. Som da vi på en af vores vandreturer rundt i Vilnius kom forbi en kirke, hvor man var i gang med en større kirkelig handling. Selvom vi ikke forstod, hvad det egentlig var, der foregik, så var det en meget stor oplevelse at stå på sidelinjen og se på præsterne, der messede, svingede med røgelseskar og bar ikoner frem fra kirken. Den slags oplevelser rører mig altid dybt, også selvom jeg ikke selv bekender mig til den religion, der tilbedes i ceremonien.
 

Litauens nationalmuseum i Vilnius.
For os er det meget vigtigt at tage forbi nationalmuseet i det land, vi besøger. Og den tradition startede vi faktisk i Vilnius. Et lands nationalmuseum fortæller noget, der er helt essentielt for at man kan forstå det land og de indbyggere, man besøger. Det fortæller landets og indbyggernes historie. Her kan du finde forklaringer på, hvorfor landets situation er, som den er i dag, og hvorfor indbyggerne er som de er. Selvfølgelig er et nationalmuseum ikke et faktisk leksikon, som altid fortæller den endegyldige sandhed, og selvfølgelig skal man som besøgende være kritisk overfor de udstillinger, der vises – husk som altid at “læse det, der står imellem linjerne” – men gør man det, så er et lands nationalmuseum en guldgruppe af viden, som du ikke kan slå op i en guidebog.

Det, jeg husker bedst fra det litauiske nationalmuseum i Vilnius, var en udstilling om krigene mod Napoleon i starten af 1800-tallet. Jeg er kæmpe fan af bogen “Krig og fred”, skrevet af Lev Tolstoj, der foregår i den periode. Og på museet var der udstillet våben, uniformer og alverdens andre militærgenstande fra krigene, foruden et hav af soldaterportrætter, blandt andet billeder af et par store karakterer fra bogen, som havde levet i virkeligheden. Det var en stor oplevelse for mig.
 

Katedralen i Vilnius
Vilnius’ katedral er et imponerende bygningsværk, og der er så mange detaljer, billeder og smukke vinkler, jeg kunne (og selvfølgelig gjorde) tage billeder af. Men jeg elsker de smukke blomster, der pryder loftet over katedralens indgangsparti, så det er dem, jeg vælger at vise jer.
 

Kvinde læser ved Vilnius-floden i Vilnius.
“Jeg har brug for fred for at kunne koncentrere mig om det, jeg skal have læst. Jeg går ned til floden og sætter mig!” Måske var det det, den unge kvinde tænkte, før hun satte sig på sin lille læseplads ved Vilnia-floden, som vi dagligt krydsede på vores Vilnius-rejse. Måske er det en universitetstekst, hun sidder med, måske en sangtekst, hun skal kunne noderne til til aftenens koncert, måske et romantisk kærestebrev eller et brev fra hendes farmor, som bor langt væk – tja, hvem ved?
 

Kirkegård i Vilnius.
Jeg har noget med kirkegårde. De har en eller anden form for særlig energi, som tiltaler mig rigtig meget. Måske er det alle de livshistorier, som de, der ligger her, har haft, og som jeg kan gå og forestille mig, når jeg går rundt på de smalle stier og fornemmer stemningerne, der er her. Måske er det den nærmest overjordiske ro, der også findes i kirker, moskeer og templer, som omgiver kirkegårde, jeg så godt kan lide. Jeg ved det faktisk ikke, men i hvert fald ligger der nogle virkeligt stemningsfulde kirkegårde i Vilnius, som helt bestemt er et besøg værd; hold lige øje med, at der ikke er en voldsom vagthund tilstede, hvis du gør som jeg og går ind på en af byens kirkegårde …!
 

Aftenview over VilniusOgså om aftenen er Vilnius en smuk by. Byens tv-tårn og mange kirketårne og -kupler træder tydeligt frem i solnedgangens skær, så det er et godt tidpunkt at finde et sted med god udsigt, så du kan få et glimt af byen i aftenens flotte lys.
 

Uzupis i Vilnius
Og endelig er der jo så Uzupis! Navnet Uzupis betyder “På den anden side af floden”, og bydelen – eller den autonome bydel – skiller sig på flere måder ud fra den pæne etablerede litauiske hovedstad. I Uzupis har de deres egen grundlov, som blandt andet siger at indbyggerne i bydelen har retten til kærlighed, til at lave fejl, til at elske og passe katten, til at være glade, til at være i tvivl, mens ingen har ret til vold. Uzupis er fyldt med kunstnersjæle, og det er utroligt fredeligt og samtidig utroligt spændende at gå på opdagelse her. Vi boede lige i udkanten af Uzupis, og vi skulle igennem bydelen hver gang, vi ville ind til byen – hvor heldig kan man være!